Tv-producer Kaare Sand står bag nogle af de mest sete reportageprogrammer i nyere dansk tv-historie. I 2024 modtog han 'Årets Otto' ved TV Prisen for sit livslange bidrag til reportagegenren, en hædersbevisning for årtiers arbejde med at vise danskernes mangfoldighed gennem skærmen.
Bare tre måneder efter den store aften kom de første symptomer. Diagnosen blev ALS - amyotrofisk lateral sklerose - en uhelbredelig muskelsvindsygdom, der gradvist nedbryder kroppens muskler. I dag er Kaare Sand kørestolsbruger og har mistet en del af følingen i hænderne.
Nu træder han selv frem i rampelyset, som han ellers har brugt et helt arbejdsliv på at rette mod andre. I samarbejde med Muskelsvindfonden fortæller han sin historie – og han lægger ikke skjul på, at det er en ny rolle for ham.
- Det med lige pludseligt at være i centrum, fordi man er syg, det er en uvant fornemmelse for mig. Men jeg er også glad for at få lov til at fortælle min historie, siger Kaare Sand.
Kendte tv-shows
Gennem årene har Kaare Sand produceret programmer som 'De unge mødre', 'Singleliv' og 'De sjældne danskere'. Fælles for dem er, at de zoomer ind på mennesker, der ofte står uden for det normale tv-billede, og lader dem fortælle på egne præmisser. Det er den tilgang, der i 2024 udløste branchens ærespris.
Prisen står stadig hjemme hos ham, og selvom han ikke er ubetinget begejstret for selve statuetten, betyder den noget særligt nu, hvor sygdommen har ændret hans hverdag.
- Det er den grimmeste pris, man kan få. Men den er jeg virkelig glad for. Den betyder meget. Det er sådan én, man lige kigger på en gang imellem og tænker, 'Ah ja, det var ikke helt forgæves det hele,' fortæller han.
Han understreger selv, at hans fortælling ikke skal handle om ALS, men om livet og håbet. Det er den vinkel, han ønsker, at folk husker - ikke diagnosen, men det liv, der stadig leves.
Muskelsvindfonden arbejder for at støtte mennesker med muskelsvinddiagnoser og udbrede kendskabet til sygdomme som ALS, der i dag fortsat er uhelbredelig.
Du kan se Kaare Sand fortælle mere her