Præsten Orla Villekjær langer igen hårdt ud efter danskernes menneskesyn. Anledningen er de mange aborter på handicappede fostre -og afsløringerne af seksuelle overgreb og omsorgssvigt mod handicappede.
»Er denne forråelse af en medarbejdergruppe og en arbejdspladskultur ikke en logisk følge af, at vi lever i et land, som driver klapjagt på handicappede?«.
Sådan lød det igår fra prædikestolen til de omkring 60.000 ugentlige seere til DR-kirken, hvor Orla Villekjær denne måned er præst.
Præsten er selv far til en pige med Downs Syndrom og er med i foreningen Retten til Liv, som kæmper mod abort. Forrige uge skabte Orla Villekjær røre ved i sin prædiken at kritisere regeringens flygtningepolitik, men kirken skal turde sige sandheden, forklarer han efterfølgende.
»Fostervandsprøver er efter min mening fandens værk, og i Danmark har vi et racerensingsprogram i sundhedssektoren, hvor vi dræber 95-98 procent af alle ufødte med et handicap. Derfor er det afgørende at tage fat på det grundlæggende problem, som er menneskesynet, for det er umuligt at bevare respekten for et menneske, som man dybest set ikke ønsker skulle være født. Men vi har brug for handicappede i vores samfund, for de kan lære os en masse om barmhjertighed og kærlighed,« siger Orla Villekjær til Nyhedsavisen.
Laurits Søgaard Christensen, formand for forældrekredsen i Dansk Handicapforbund, mener, at det er op til den enkelte at vælge abort til eller fra.
»Det skal andre ikke blande sig i. Det vigtige er, at der bliver informeret om både de positive og negative sider ved at få et handicappet barn, så folk er ordentligt rustet til at træffe en beslutning, der er rigtig for dem selv. Men jeg håber, at mange også har blik for de mange glæder et handicappet barn giver,« siger han.