Tv-prædikant forudser »massedrab« i USA

Kristen tv-prædikant har fået et varsel fra Gud om et atombombeangreb i 2007. Det fortæller han i sin årlige nytårstale.

Den kristne tv-prædikant Pat Robertson tonede tirsdag frem på den kristne amerikanske tv-station Christian Broadcasting Network med sine spådomme for 2007.

Advarslerne om det nye års katastrofer og politiske udvikling er blevet en fast tradition i USA, hvor de karismatiske tv-prædikanter har millioner af seere.

Ifølge Pat Robertson har Gud dette nytår fortalt ham, at et terrorangreb i USA i 2007 vil resultere i »massedrab«.

»Herren sagde ikke noget om atomvåben. Men jeg tror, det bliver noget i den retning,« sagde Robertson i programmet ’The 700 Club’.

Ifølge Robertson vil angrebet finde sted »engang efter september«, men inden man bliver alt for nervøs, er det værd at se nærmere på, hvordan det tidligere er gået med tv-prædikantens spådomme. I januar 2004 forudså Robertson korrekt, at præsident George W. Bush ville blive genvalgt. Til gengæld holdt hans advarsel om en tsunami mod amerikanske kyster i 2006 ikke stik.

»Jeg har en relativt god statistik. Men nogle gange tager jeg fejl,« lyder forklaringen fra Pat Robertson ifølge CNN.

For et år siden meddelte Pat Robertson, at den israelske premierminister Ariel Sharons hjerneblødning var Guds straf, fordi Sharon havde givet besat land tilbage til palæstinenserne, skriver AP.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.