En lang aften sammen på scenen er ikke nok for 'Husk lige tandbørsten'-værterne, Christian Fuhlendorff og Christina Bjørn.
De to tv-kendisser er derfor begyndt at sove sammen, skriver Se og Hør i dag.
Ugebladet fangede Fuhlendorff sidste lørdag morgen, da han forlod Christina Bjørns lejlighed på Østerbro.
- Jeg overnattede der fra fredag til lørdag. Og det er ikke første gang, siger Christian Fuhlendorff til Se og Hør.
Komikeren er for nylig gået fra kæresten Karina, med hvem han har datteren Michala på to år. Også Christina Bjørn har forladt kæresten Nicolas, men værterne fastholder, at de ikke er blevet kærester.
- Jeg er sikker på, vi ikke er kærester. Jeg skal være alene, og det er meningen med, at jeg har brudt med Nicolas. Så nej, jeg skal ikke have nogen kæreste lige nu. Det tror jeg heller ikke, Christian skal, siger Bjørn.
Fuhlendorff ønsker over for Se og Hør ikke at kommentere, om der er et tv-forhold under opsejling.
Da 'Husk lige tandbørsten' blev sendt for første gang i 1995, blev værterne Casper Christensen og Anette Toftgaard efterfølgende kærester og siden hen gift.