Tv-læge i cykelstyrt: Troede ryggen var brækket

Den kræftramte tv-læge Charlotte Bøving har været ude for at grimt styrt på sin mountainbike. Hun slipper for mén.
Charlotte Bøving (th) og Pernille Lok blev gift i maj.
Charlotte Bøving (th) og Pernille Lok blev gift i maj. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix/arkiv

Tv-lægen Charlotte Bøving blev 27. maj gift med Pernille Lok i Ho Kirke i Jylland. Og dagen efter styrtede hun på sin mountainbike, fordi hun kørte ned i et stort hjulspor, fortæller Charlotte Bøving til Se og Hør.

Ifølge ugebladet var styrtet voldsomt og 50-årige Charlotte Bøving fik en slem forskrækkelse, men styrtet har ikke givet varige mén.

- De troede umiddelbart, at jeg havde brækket ryggen, men det er heldigvis "bare" min skulder og mit ledbånd, der er rykket i stykker, og så har jeg slået brystkassen helt skæv, fortæller hun.

Artiklen fortsætter under billedet ...


Ifølge Jv.dk var der en række kendte tilstede, da Charlotte Bøving (th) og Pernille Lok blev viet i Ho Kirke i slutningen af maj.
Blandt gæsterne var tv-vært Lisbeth Østergaard, Bettina Aller, eventyrer og medejer af Aller Media, tidligere minister og folketingsmedlem Helge Sander, Thomas Evers Poulsen fra Vild med Dans, Kenneth Gasque, en af grundlæggerne af Club la Santa, chefredaktør og forfatter Pernille Aalund, fitness-guruen Charlotte Bircow og kendis-frisøren Dennis Knudsen. Foto: John Randeris/Scanpix

Uhelbredelig kræft

Charlotte Bøving er kendt fra DR2-programmet "Lægen flytter ind". Hun fik i november sidste år stillet en fatal kræftdiagnose. Hun er ramt af uhelbredelig tarmkræft.

- Det første jeg gjorde, da jeg fik det at vide, var at læse om prognosen for sygdommen. Og jeg kunne konstatere, at 50 procent af dem, som får den her form for kræft, ikke er her om fem år, konstaterede Charlotte Bøving overfor BT.

Charlotte Bøving har levet et kernesundt liv med masser af sport. Hun er dobbelt dansk mester på ironman-distancen og nordisk mester på den halve distance. Og så har hun spillet håndbold på eliteplan.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.