Nikolaj Kirk har et kæmpe hul i den ene bald, som for evigt vil minde ham om, dengang han skød sig selv med en boltpistol.
Han fortæller den vilde historie i det nye afsnit af "Nak og æd", hvor han sammen med makkeren Jørgen Skouboe har taget turen til Tenerife for at nakke og æde.
En naturist i nærheden af makkerparrets lejr minder Jørgen om sin ungdom, hvor han som vaskeægte hippie gik rundt med "røven bar", som han siger. Og det minder så Nikolaj Kirk om, hvorfor han aldrig går med røven bar.
- Engang skulle jeg skyde et kreatur med en boltpistol. Så skød jeg, og så ramte jeg fandeme ved siden af. Så røg den der gummikugle retur og ind i min ene røvballe. Jeg har sådan et kæmpe ar, siger Kirk og ender med at hive bukserne ned og vise det frem til både seerne og Jørgen.
"Arret" ligner faktisk mere et krater i balden end et ar, som man normalt kender det.
- Jeg har skudt mig selv med en boltpistol i røven. Derfor går jeg ikke med bar røv, siger Nikolaj Kirk, før han tager fat på at få pakket sit primitive køkken ud.
TV-kokken fortæller ikke noget om, hvor eller hvornår han skød sig selv i balden. Det skriver Ekstra Bladet, som har set det nyeste afsnit. af "Nak og æd" på DR.