Modellen Sarah Louise Christiansen, håndboldspiller Lars Rasmussen, tv-vært og skuespiller Julie Ølgaard samt modeekspert Jim Lyngvild.
Det er alle kendisser, som har siddet i det selv samme fly, der lørdag styrtede til jorden og slog en ung mand ihjel.
Ifølge B.T. medvirkede de alle sidste sommer i et prøveprogram - en såkaldt dummy, der skulle have været TV2 Zulus nye seermagnet.
Modellen Sarah Louise Christiansen, er dybt chokeret efter ulykken.
"Hold da kæft, jeg anede ikke, det var det samme fly. Det er vildt ubehageligt at tænke på, at det kunne have været mig, der var styrtet ned lørdag," siger den chokerede model og blogger, Sarah Louise Christiansen, til B.T.
Hun tilføjer dog, at hun ikke på noget tidspunkt følte sig utryg.
"Det var en fed oplevelse at prøve det af, men det sætter lige tingene i perspektiv. Jeg skal selv giftes snart, og det må være det værste mareridt at miste sin mand dagen før brylluppet," siger Sarah Louise Christiansen.
Programmet med titlen Top Dog var udset til at skulle erstatte det populære Zulu Djævleræs, men det er nu usikkert, om programmet overhovedet bliver til noget.
Maiken Vexø, der er TV2's kanalchef, oplyser til B.T., at de i dag vil holde møde med produktionsselskabet for at tage stilling til, hvad der skal ske med programmet efter den tragiske dødsulykke.
Konceptet i programmet er, at kendte mennesker er bag styrepinden i et fly for første gang, mens de laver dramatisk luftakrobatik som loops, rul og ' chicken race', som handler om at undvige i sidste øjeblik, mens to fly flyver mod hinanden.
Den tidligere landsholdsspiller i håndbold, Lars Rasmussen, deltog også i dummyen.
- Det er simpelthen for vildt, det her. Det kunne have været mig, siger Lars Rasmussen til B.T.
Kilde: B.T