For 18 dage siden blev hun indlagt med trykken for brystet, voldsomme smerter og problemer med vejrtrækningen. Nu skal den tidligere model og tv-kendis under kniven, hvilket hun selv fortæller i et opslag på Facebook. Her lægger hun ikke skjul på, at de seneste uger har været hårde.
- Det har været en opslidende proces med søvnløse nætter, smerter, lægebesøg og scanninger, men nu er årsagen endelig fundet: min galdeblære, skriver hun.
52-årige Anni Fønsby blev indlagt den 30. juni på grund af smerter og vejrtrækningsproblemer, og hun glæder sig nu over, at årsagen er fundet.
- Heldigvis er det besluttet, at den (galdeblæren, red.) skal fjernes, og det er jeg mere end klar til, så jeg kan få min hverdag igen uden de voldsomme smerteanfald. En kæmpe tak til personalet og lægerne på Hillerød Hospital. Jeg har hele vejen igennem følt mig set, hørt og grundigt informeret. De har taget sig tid til at forklare alt og skabe ro, og det gør en kæmpe forskel, når jeg står midt i noget uvist og ubehageligt.