Nanna Skovlund er igen gået konkurs med et selskab i Danmark.
Det skriver Ekstra Bladet.
Nanna Skovlund, som er kendt fra realityprogrammet "Paradise Hotel", fortsætter ifølge avisen sine aktiviteter, men holder forretningen i gang fra udlandet.
Nanna Skovlund rådgiver om træning og kost og det sker angiveligt fra Bali.
Det drejer sig om firmaet Selskab ABC, som ifølge Statstidende blev taget under konkursbehandling af Retten i Hjørring 15. oktober.
Selskab ABC, som tidligere har heddet Diversitywear ApS, var i forvejen sendt til tvangsopløsning af Erhvervsstyrelsen på grund af manglende regnskab, noterer Ekstra Bladet.
Det er anden gang inden for kort tid, at Nanna Skovlund går konkurs med et selskab. I sommer gik hun konkurs med CoachBySkovlund.
Nanna Skovlund forholder sig tavs og ønsker ikke at udtale sig til Ekstra Bladet.
Nanna Skovlund blev et kendt ansigt, da hun deltog i sæson 13 i "Paradise Hotel". Hun gjorde sig specielt bemærket, da hun var den første der havde haft sex med en anden deltager.
- Jeg er ikke typen, der bliver forelsket, bare fordi jeg har sex med nogen. Vi hygger os og har det godt, men det behøver hverken at betyde, at vi skal være "Paradise"-kærester eller "Paradise"-gift, udtalte hun efterfølgende i et interview med Ritzau.