- Det er u-hyyyggeligt.
Sådan lød det fra Rigshospitalets køkkenduo i de første to sæsoner af Lars von Triers tv-serie "Riget", der blev sendt på DR i 90'erne.
Senere i år vender serien tilbage med en tredje sæson, der går under navnet "Riget Exodus".
Det bliver med to nye medvirkende i rollerne som hospitalets kærlige og humoristiske opvaskere.
Tv-personligheden Jesper Sørensen spiller Lillemand, der er den ene del af den ikoniske opvaskeduo. Hans makker i køkkenet er robotten BOB 2.0.
Det skriver kommunikationsbureauet Have i en pressemeddelelse.
Alle medvirkende i sæson tre af "Riget" er dermed offentliggjort.
Rollerne som Rigshospitalets køkkenopvaskere tilfaldt i de to tidligere sæsoner Vita Jensen og Morten Rotne Leffers. I den tredje sæson skylles tallerkner, glas og bestik rene af robotten BOB 2.0 og karakteren Lillemand, der spilles af Jesper Sørensen. Christian Geisnæs/PR-FOTO/Free
Jesper Sørensen er langtfra et ukendt ansigt. Den 24-årige nordjyde blev landskendt, da han i 2008 medvirkede i tv-dokumentaren "Drengen i den gamle krop".
Dokumentaren fulgte Jesper Sørensens deltagelse i et medicinsk forsøg i USA. Han lider nemlig af den sjældne sygdom progeria.
Gensygdommen gør, at kroppen ældes op til otte gange hurtigere end normalt.
Ud over Jesper Sørensen og robotten BOB 2.0 medvirker en lang række kendte skuespillere som Bodil Jørgensen, Ghita Nørby og Nikolaj Lie Kaas.
Tredje sæson af "Riget" er en opfølgning på de første to sæsoner, der blev sendt for 25 år siden. Serien kan i første omgang ses på Viaplay i løbet af 2022.
Senere får den tv-premiere på DR.
/ritzau/
Af Pernille Fugl Asmussen, Ritzau Fokus