Cremedronningen Andrea Elisabeth Rudolph var den første kvindelige vært, som man kunne nyde synet af i det populære danseprogram 'Vild med dans.'
I 2010 fik Christiane Schaumburg-Müller O'Connor værtstjansen, indtil hun i januar meldte ud, at hun havde skiftet de bonede gulve ud med et værtsjob på SBS TV. Og siden har der været spekulationer om, hvem der skulle udfylde rollen som Claus Elmings bedre halvdel.
Men nu tyder det på, at Andrea Elisabeth Rudolph er tilbage i 'Vild med dans'. Det skriver Se og Hør.
Ifølge ugebladet har kilder tæt på produktionen oplyst, at den 36-årige skønhed skal være værtinde, når dansprogrammet ruller over skærmen for 10. gang. Ligeledes har Andrea Elisabeth Rudolph tidligere været åben over for at indvie de bonede gulve igen.
- Det vil jeg bestemt ikke afvise, at jeg kunne finde på, sagde den 36-årige tv-vært til Se og Hør til modeugen i februar.
Rudolph bliver dermed genforenet med den mandlige vært, Claus Elming.
Kilde: Se og Hør