Det er dyrt at sende sport i fjernsynet. Og det er seerne, der skal betale regningen. Fremover vil TV 2 fjerne hovedparten af sporten fra TV 2 og flytte de populære programmer over på betalingskanalen TV 2 Sport. Det skriver B.T.
Ifølge avisens oplysninger drejer det sig blandt andet om Tour de France, VM i fodbold, tennis fra Wimbledon og håndbold, som man fremover skal have kabel-tv for at kunne følge med i.
Dog vil TV 2 fortsat vise de danske fodboldlandskampe, håndboldfinaler med dansk deltagelse og den sidste time af etaperne i Tour de France.
Betalingskanalen TV 2 Sport skal efter planen gå i luften fra 1. marts. Først skal Konkurrencestyrelsen dog godkende kanalen, som er blevet anklaget for at udgøre et monopol.
Bag kanalen står udover TV 2 også Modern Times Group A/S, som står bag kanaler som TV 3, TV 3+ og Viasat Sport.