TV 2-værten Michelle Bellaiche er ikke en cougar på jagt efter ungt kød.
Den smukke tv-vært afviser nu på det skarpeste, at hun blev forelsket i en ung fyr til tv-fest.
Se og Hør kunne ellers bringe historien om den 40-årige værtinde var i hed romance med en ukendt ungersvend på Tivoli Hotel til den årlige TV-festival for godt 14 dage siden.
Artiklen blev bragt med billeder af Michelle Bellaiche i tæt dans med den ukendte unge charmør.
- Jeg er ikke særlig glad for Se og Hør og deres historie. Jeg havde en fuldstændig almindelig dans med en mand, som jeg stort set ikke kendte. Og jeg dansede med mange kolleger den aften, siger den 40-årige tv-vært til Ekstra Bladet.
Michelle Bellaiche er fornylig blevet skilt, men der er ikke en ny mand i hendes liv, skumler hun over Se og Hør.
- Og så har de taget nogle latterlige grynede billeder med en mobil-telefon, hvor vi danser sammen og står og taler. Og det blev så en historie om 'min nye kærlighed'. Der er intet af det, som passer, siger hun til Ekstra Bladet.
Der var ifølge tv-værten tale om en galant ung herre, der bare ville byde på en lille svingom.
- Det var en mand, som jeg dårligt nok kendte, der bare spurgte, om jeg ville med ud at danse. Og det sagde jeg ja tak til. Selvfølgelig kender jeg ham. Men jeg dansede tættere med alle mulige andre den aften. Så jeg blev faktisk meget sur over den historie, siger hun til Ekstra Bladet.
Kilde: Ekstra Bladet