Emil Midé Erichsen er ved at skvulpe over af lykke.
TV 2-stjernen, som seere kender fra "Kurs mod fjerne kyster", er blevet gift med kæresten Louise.
Det skete faktisk i sommer. Det afslører Emil Midé Erichsen nu på Instagram, hvor han har delt et solbeskinnet billede fra bryllupsdagen på Københavns Rådhus.
Gommens far, tv-værten Mikkel Beha Erichsen, bekræfter over for Ekstra Bladet, at sønnike har giftet sig.
Brudeparret kender hinanden helt tilbage fra gymnasiet, fortalte Emil Midé Erichsen i et interview med Alt for damerne tilbage i 2016 ifølge Ekstra Bladet.
De havde faktisk ikke talt sammen i en del år, da den 32-årige kendissøn kom i tanke om, at han syntes, hun var lidt sød. Så han sendte hende en e-mail og spurgte, om ikke hun ville med ud at sejle på den jordomrejse, han var på om bord på skibet Havana.
Hun købte en enkeltbillet, og resten er, som man siger, historie.
I 2018 blev Emil Midé Erichsen og Louise forældre for første gang, da Hugo kom til verden. Sidste år udvidede de familien med sønnen Rumle.
Sammen bor de i Emil Midé Erichsens barndomshjem, et kolonihavehus i Københavns Sydhavn.
/ritzau/
Af Ritzau Fokus