Livstilseksperten Christian Grau får sit eget program på TV 2.
Den 52-årige reklamemand har dermed forladt Mads Steffensen, Anne Glad og det populære DR-program "Kender du typen?".
Det skriver Tæt På.
Første gang Christian Grau dukker op i TV 2's bedste sendtid er 10. april i boligprogrammet "Hvem bor her".
Til Ekstra Bladet siger Christian Grau, at han godt kan lide boligprogrammer.
- Man får lov til at se inspirerende boliger, fem styk i det her program, plus man får lov til at gætte lidt. Både inspirationsdelen og gættelegsdelen kan jeg godt lide, siger Christian Grau til avisen.
Han forklarer til Ekstra Bladet, at i "Hvem bor her" besøger fem danskere hinanden og skal gætte, hvem der bor hvor. Vinderen får 10.000 kroner.
- Jeg kan sgu meget godt lide at slippe for ekspert-rollen. Det er dejligt befriende, at man ikke skal kloge sig mere. Nu er man mere den, der skal facilitere og samle trådene, siger han.