Et tv-klip bliver nu helt usædvanligt slettet fra TV 2's arkiv. Klippet viser statsminister Lars Løkke Rasmussen vred og ophidset efter at have deltaget i programmet 'Mogensen og Kristiansen' sidste fredag.
Han stod uden for TV 2 News i København, da TV 2 Nyhederne ville spørge til sagen om mulig overbetaling af privathospitaler. Det skriver Berlingske Tidende.
"Da statsministeren kommer ud på parkeringspladsen, står vores reporter Anders Langballe derude med en fotograf, og han går så lige i kødet på statsministeren, som er uvidende om, at de gerne vil interviewe ham. Det bliver han irriteret over, hvilket han giver udtryk for," siger kanalchef på TV 2 News Mikkel Hertz til avisen.
Han fortæller, at han har bedt om at få klippet slettet, da der på redaktionen var historier om sjove optagelser af statsministeren, der hidser sig op over en reporter.
Ifølge Mikkel Hertz er TV 2's politiske redaktør, Henrik Qvortrup, enig i, at det kontroversielle indslag ikke skal vises. Henrik Qvortrup har ingen kommentarer.
Mikkel Hertz afviser også, at Lars Løkke Rasmussen eller folk fra Statsministeriet har presset på for at få optagelsen fjernet.
Bestyrelsesmedlem i TV 2, 3F-redaktør Palle Smed, finder sagen opsigtsvækkende og forventer nu en orientering om sagen.