Hidtil har TV 2 kontant afvist alle spekulationer om, at stationens underskudsgivende radiostation, TV 2 Radio, skulle lukke.
Nu ser det imidlertid ud til at være en realitet inden længe. I hvert fald har TV 2 de seneste dage ført hemmelige forhandlinger med flere andre spillere på radiomarkedet, heriblandt Radio 100FM og den nu lukkede Sky Radio.
Ifølge administrerende direktør for TV 2 Radio, Merete Eldrup, er intet dog afgjort.
- Vi arbejder på sagen. Endda meget heftigt. Og vi har ikke truffet en
endelig beslutning. Hverken i mit hoved, direktionens eller
bestyrelsens hoved, siger hun til Journalisten.dk.
Det synes dog på forhånd udelukket, at Radio 100FM skulle kunne købe sendetilladelsen til TV 2 Radio, da man i givet fald ville skulle opgive den sendetilladelse, Radio 100FM i forvejen har. Til gengæld vil det være attraktivt for Radio 100FM at overtage grej, sendeudstyr og master, da det kan hjælpe med til at gøre stationen landsdækkende.
Hos Radio 100FM er administrerende direktør Jim Receveur under alle omstændigheder sikker på, at TV 2 har opgivet sin radiostation.
- Jeg tror ikke, TV 2 betragter TV 2 Radio som et brand længere,
men snarere som et økonomisk problem. Al den synergieffekt mellem
tv-stationen og radio-stationen, de talte så meget om i starten, har de
opgivet, hvilket jeg personligt synes er forkert. De kunne få en masse
ud af TV 2 Radio. Men lige nu handler det kun om en ting for dem - stop the bleeding, siger han til Journalisten.dk.
Først 28 april beslutter TV 2 s bestyrelse, hvad der skal ske med radiostationen. TV 2 kom ud af 2007 med et dundrende underskud på 213 millioner kroner. Heraf stod radioen for de167 millioner.