Cykelsport-kommentatoren Jasper Stadum har valgt familien frem for arbejdet og forlader TV 2. Det fortæller han til B.T.:
- Jeg har dækket cykelsport intensivt de seneste 12 år og har vel haft mellem 80 og 100 rejsedage om året. Det er nået til det punkt, hvor jeg ikke helt synes, det er foreneligt med små børn derhjemme, siger Jasper Stadum.
Men det bliver ikke helt nemt for den erfarne Tour de France-kommentator, at slippe mikrofonen og cykelsporten:
- Det bliver helt vildt mærkeligt ikke at være ham, der står ved målstregen og venter på rytterne. Det adrenalin-kick, det har givet mig at have det job, kommer jeg til at savne, siger Jasper Stadum til B.T. og tilføjer, at det ikke bare et arbejde han siger farvel til:
- Det er en del af min identitet, det er en del af min livsstil, jeg siger farvel til. Så det er et stort valg, jeg har truffet, siger Jasper Stadum.
Jasper Stadum skifter til et kommunikationsbureau, som har kontaktet ham, efter han har hjulpet Smukfest i Skanderborg med at lave digital læring.