I går blev en stor udbygning af TV 2’s hovedsæde på Kvægtorvet i Odense sat i gang. Men hvis regeringen får solgt TV 2, forsvinder stationen fra byen.
Det mener professor Frands Mortensen fra Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet.
»En privat ejer vil placere stationen i København.«
Han påpeger, at udflytningen allerede er i gang og henviser til, at stationens nye satsninger som TV 2 News og TV 2 Radio har adresse i hovedstaden.
Afviser flytning
TV 2 s økonomidirektør Anders Kronborg påpeger, at der ikke er nogen fornuft i at investere mellem 50 mio. og 100 mio. kroner i en udbygning, hvis Odense er afskrevet som hovedsæde.
»Og i forbindelse med salget vil der være en klausul om, at TV 2 skal være i Odense til i hvert fald 2013.«
Frands Mortensen tror, at en ny ejer vil modsætte sig kravet.
»Og køberen kan let forhandle sig ud af kravet. Staten vil være meget presset for overhovedet at få salget gennemført, vurderer han.«