Det vil være lodret imod principperne om en fri og uafhængig presse, hvis retten tvinger TV 2 til at udlevere sine optagelser fra handicapinstitutionen Strandvænget i Nyborg til Fyns Politi.
Sådan var essensen i den argumentation, som advokat Asger Bagge-Jørgensen i går præsenterede under et retsmøde i Svendborg på vegne af TV 2.
»TV 2 er en tv-station og ikke en politistation. Det er ikke mediernes rolle at tilvejebringe bevismateriale for politiet.«
I løbet af sin argumentation henviste han til kendelser fra både landsretten og Højesteret, som var gået imod politiets ønske om at få udleveret tv-optagelser.
Indblik i dagligdagen
Politiadvokat Henrik Møller præsenterede under gårsdagens retsmøde et krav om, at politiet får adgang til alle de skjulte optagelser, som et produktionsselskab har lavet for TV 2. Desuden ønsker politiet at få en udgave af tv-udsendelsen, hvor de medvirkende ikke er sløret.
»Vi ønsker at se, hvad der er foregået. Det vil give os mulighed for at vurdere de anmeldelser, som politiet har modtaget.
13. februar viste TV 2 udsendelsen »Er du åndssvag?«. Her blev man vidne til personalets meget kritisable omgang med de handicappede beboere.
Efter udsendelsen modtog Fyns Politi ti anmeldelser mod Strandvænget. Blandt andet om vold og ulovlig tvang.
Fredag afgør dommeren, om TV 2 skal udlevere sine optagelser.