En journalist fra TV 2 måtte forlade en pressetur med Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, onsdag.
Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.AG torsdag.
TV 2-journalisten var på pressetur i Ilulissat for at dække statsminister Mette Frederiksens (S) besøg i Grønland, men journalisten følte sig nødsaget til at trække sig, da hun blandt andet blev udelukket fra et pressemøde.
Det skyldes en uoverensstemmelse mellem tv-stationen og landsstyreformanden.
Konflikten går tilbage til den grønlandske valgkamp sidste år, hvor TV 2 bragte en falsk historie om Múte B. Egede.
I artiklen var Múte B. Egede, formand for partiet Inuit Ataqatigiit (IA), beskyldt for at være inhabil i sager, han selv kunne drage økonomisk fordel af.
TV 2 trak efterfølgende historien tilbage, fordi den ikke var sand, og beklagede forløbet.
Journalisten Phillippa Maigaard Filtenborg, der arbejder som freelancer for TV 2, siger til Sermitsiaq.AG, at hun på denne uges pressetur blev frataget retten til at stille spørgsmål til Múte B. Egede.
- Hvis det skal være på den måde, så må de skrive på forhånd, at de ikke ønsker at udtale sig til TV 2, og så må vi bruge de officielle klagemuligheder, vi har som fri presse.
- Jeg vil ikke stå som privatperson og journalist og tage den konflikt, der ikke har noget med mig som person at gøre, siger Phillippa Maigaard Filtenborg til Sermitsiaq.AG.
Hun tilføjer, at sagen er fra før hendes tid som freelancer på tv-stationen.
Múte B. Egede oplyser i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG, at uenigheden bunder i konflikten mellem ham og TV 2 under valgkampen.
Han understreger, at konflikten ikke handler om journalisten, men om TV 2. Han har tidligere udtalt, at han mener, at TV 2's historie var plantet for at påvirke valgets udfald.
TV 2 har ikke udtalt sig i forbindelse med Sermitsiaq.AG's artikel.
Ulla Østergaard fratrådte sin stilling som redaktionschef på TV 2 i forbindelse med sagen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.