82 medarbejdere skal fyres på TV 2 - heraf 33 i
nyhedsafdelingen.
Det skriver Tv2.dk efter, at medarbejderne i både Odense
og København torsdag formiddag blev orienteret om fyringerne, som skyldes et stort økonomisk underskud i 2007 på 213,5 millioner kroner.
Ifølge tillidsmand Lennart Sten er der endnu ikke nogen afklaring på, hvad der skal ske med TV 2 Radio, der er skyld i en stor del af underskuddet og slet ikke har levet op til forventningerne.
Radioens fremtid skal afgøres på et bestyrelsesmøde sidst på måneden. TV 2 har på det seneste forhandlet med flere konkurrenter, men det er uvist, om radiostationen helt vil blive solgt fra eller drevet videre i samarbejde med andre.
Først 29. april kommer der navn på de fyrede.