2007 har været et rigtig dårligt år for TV 2.
213 mio. kroner lød underskuddet på, da mediekoncernen i dag præsenterede regnskabet for sidste år.
Det skriver TV2.dk
Underskuddet skyldes især TV 2 radio, der har været langt fra en succes.
Derudover har TV 2 ikke haft den forventede vækst i reklameindtægter. Omsætningen på den konto er 61 millioner lavere, end TV 2 havde regnet med.
- Resultatet er ikke tilfredsstillende. De høje forventninger til indtægter blev ikke indfriet, og omkostningerne på en række områder blev større end forventet. 2007 var præget af store investeringer, og målene var meget ambitiøse, men det har vist sig, at de nye aktiviteter har haft en længere indkøringsperiode og har trukket flere ressourcer end forventet, siger TV 2s bestyrelsesformand, Lars Liebst.
TV 2 forklarer endvidere det markant store underskud med blandt andet øgede udgifter i forbindelse med folketingsvalget i november, fratrædelser og personaleforpligtelser.
Ifølge Politiken regner TV 2 også med et underskud i år på mellem 120 og 140 millioner kroner før skat.