Anna Danielsen Gille
Opdateret kl. 14:33
Årets version af X Factor bliver markant anderledes, end den plejer.
På et pressemøde afslører TV 2, at dommerpanelet, som i år består af den erfarne dommer Thomas Blachman, dj'en Martin Jensen og sangeren Kwamie Liv, vil få deltagerne fordelt mellem sig på en helt ny måde.
Når liveshowene løber over skærmen i den første del af 2022, får hver dommer ansvaret for en ung solist under 23 år, en over 23 år og en gruppe, som de skal hjælpe igennem.
Hidtil har aldersgrupperne været delt op, så hver dommer har fået enten de voksne, de unge eller grupperne.
Thomas Blachman, der fra januar er en del af showet for 14. gang, mener, at den nye fordeling gør det mere fair mellem dommerne.
- Det er genialt, det har været mit ønske i ti år, siger Thomas Blachman på pressemødet.
Artisterne bliver fordelt mellem dommerne, allerede efter de sidste håbefulde sangere har forsøgt sig til auditions.
Her skal de tre dommere sammen blive enige om, hvem fra hver kategori, de tager med sig videre.
Og efter 5 Chair Challenge - som i år bliver med seks stole - skal hver dommer ende op med at have to unge solister, to solister over 23 år og to grupper med sig til bootcamp.
I år er Sofie Linde atter vært, når X Factor bliver vist på TV 2 fra den 1. januar.
/ritzau/
Af Anna Danielsen Gille, Ritzau Fokus