En 3.300-årig verdensstjerne tiltrak søndag massevis af fotografer, da han stillede op til fotografering i Egypten. Stjernen er drenge-faraoen Tutankhamon, der ledede Egypten fra år 1336 før vor tidsregning og 10 år frem.
Hans ansigt har aldrig før været udstillet for offentligheden, og indtil søndag havde blot 60 mennesker set ham live . Men Egyptens arkæologer flyttede Kong Tut ud af sin sarkofag og ind i et moderne glasbur, som turister kan se i hans grav.
Farao med overbid
Tutankhamons hud er stadig bevaret, men ser i dag tør og sprækket ud efter de flere tusind år som mumie. Et par ordentlige fortænder er hans mest markante træk.
- Han har disse smukke, store fortænder, og derfor vil turister se et lille smil på ansigt af den gyldne dreng, Tutankhamon, siger arkæologen Zahi Hawass til National Geographic.
Tutankhamon blev farao som kun niårig, men døde som 19-årig. I lang tid spekulerede arkæologerne i mord, men undersøgelser har peget på betændelse i et brækket ben som mulig dødsårsag.
Hans grav blev fundet for 85 år siden, og er den mest uberørte kongegrav, der er fundet i Egypten. Arkæologerne håber, at den nye opbevaring vil bevare Tutankamon endnu bedre end tidligere.