Trods opråb om mangel på personale til plejesektoren, så har landets social- og sundhedsskoler afvist 8.000 ansøgninger fra januar til august i år, skriver Politiken.
Ansøgerne har allerede klaret grundforløbet, hvor der er frit optag, men de bliver stoppet, når de ønsker at få den kompetencegivende uddannelse som social- og sundhedshjælper eller -assistent eller som pædagogisk assistent.
"De unge forsøger at gøre det, alle siger, de skal - tage en uddannelse. Og sosu-uddannelserne er populære," siger formand for Sosu-Lederforeningen Inger Margrethe Jensen til Politiken.
Forbundet FOA mener, de afviste risikerer at ende i ledighed.
"Det svarer til, at man siger til unge på et gymnasium, der har gennemført 1. g, at der ikke er plads til, at de gør uddannelsen færdig. Mange kommer lige ud i arbejdsløshed, og de er meget dårligt stillet uden en uddannelse," siger Nanna Højlund, forbundssekretær i FOA.
Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) vil nu gennemgå uddannelserne for at undersøge behovet for flere uddannelsespladser.
"Jeg er åben for at oprette flere uddannelsespladser, hvis der er behov," siger han til Politiken.