Tusindvis af italienere gik lørdag ved 14.30-tiden på gaden i byen Vicenza i Italien for at vise deres vrede mod USA. Italienerne er utilfredse med, at amerikanerne vil fordoble størrelsen på en amerikansk base i byen, så den kan huse 4.500 soldater.
Demonstranterne får tæt følge af politiet, som frygter uroligheder. Italiens indenrigsminister har advaret om, at demonstrationen kan tiltrække voldelige elementer.
USA er i forvejen upopulær blandt mange italienere på grund af Irak-krigen, og fordi Italien netop har beordret CIA-agenter arresteret for at kidnappe en italiensk borger, som var mistænkt for terrorisme.
De italienske myndigheder forventer, at op mod 70.000 italienere vil deltage i dagens demonstration.
»Min appel til demonstranterne er, at demonstrationen bliver fredelig, rolig og uden vold,« siger premierminister Romano Prodi til italiensk radio.
Demonstrationen rammer Prodi hårdt, da han i forvejen bliver kritiseret for Italiens rolle i Afghanistan og for nedskæringer i statsbudgettet.