Mens mange danskere i de kommende måneder rejser på sommerferie, så må rekordmange socialt udsatte familier blive hjemme.
Dansk Folkehjælp, der udbyder ferier til socialt udsatte familier i Danmark, har modtaget dobbelt så mange ansøgere til deres ferieophold i år, som sidste år, og de må afvise tusindvis af ansøgere.
"Det betyder, at vi må skuffe en masse børnefamilier, ofte enlige forsørgere, som altså ikke kan komme på ferie denne sommer," siger generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, til Newspaq.
Sidste år sendte feriehjælpen 2.800 personer på ferie. Ligeså mange kan altså vente at få afslag på deres ansøgning i år, og det bærer politikerne også en del af ansvaret for.
"Vi ved, at der er omkring 200.000 fattige mennesker i Danmark, og hvis vi skal hjælpe dem, så er der kun en løsning, og den er politisk," siger Nørlem.
SF's socialordfører, Özlem Cekic, mener, at socialministeriet må gribe ind og sende de mange overskydende familier på ferie.
"Det, jeg foreslår, er, at socialministeriet laver en akutpulje, som sikrer, at fattige børn kan komme på ferie med deres forældre. Jeg vil nu tage fat i socialministeren, og så er det jo op til hende, om fattige børn skal på ferie denne sommer" siger Özlem Cekic.
Hos regeringspartiet Venstre ryster man på hovedet af forslaget. Man kan ganske enkelt ikke finde pengene.
"Vi har ikke mulighed for at gå ind og ændre noget denne sommer, fordi vi har en aftale fra oktober omkring Sats-puljemidlerne. Vi ønsker en anden politisk dagsorden. Vi vil have folk i beskæftigelse i stedet for, så de selv kan betale deres ferier med børnene," siger Venstres socialordfører Anne-Mette Winther Christensen.
Hvis der skal åbnes for nye puljer, henviser Winther Christensen til oktobers forhandliger om satspuljen for 2012.
Dansk Folkehjælp giver de 2.800 personer en uges ferie et sted i Danmark.