Tusindvis af islamiske fundamentalister er fredag aften på gaden i den egyptiske hovedstad, Kairo, for at vise deres støtte til præsident Mohammed Mursi.
- Mursi og ingen anden er vores præsident, lyder et af slagordene fra demonstranterne, der har pakket gaderne rundt om en stor moské i bydelen Nasr city i den østlige del af Kairo.
Demonstrationen kommer for at markere støtte til præsidenten forud for den 30. juni, hvor der er indkaldt til en anderledes kritisk demonstration i anledning af, at Mursi så har været præsident i et år.
Deltagerne i fredagens demonstration kommer fra det magtfulde Muslimske Broderskab, hvor Mursi har sine rødder, og fra 16 andre muslimske grupper.
Mange af demonstranterne er blevet transporteret i busser til hovedstaden fra provinser uden for Kairo.
Modstanderne af Mursi siger blandt andet, at han har brugt sit første år i præsidentembedet, som han fik efter den styrtede diktator Hosni Mubarak, til at stramme Det Muslimske Broderskabs kontrol i landet.
Demonstrationen den 30. juni er blandt andet organiseret af gruppen Tamarod (Oprør).
Det er en protestgruppe, som støttes af en række oppositionspartier, og som ønsker Mursis afgang og nyt præsidentvalg.
/ritzau/dpa