Kører du rundt i en Toyota fra 2000 til 2004 eller en Honda fra mellem 2001 til 2003 er det muligt, din bil skal til et ekstra sikkerhedstjek.
Fire japanske bilproducenter har nemlig tilbagekaldt 3,4 millioner biler på verdensplan for at få repareret en defekt airbag i passagersiden på forsædet. Og biler, der er købt i Danmark, er også berørt.
Hos Toyota Danmark anslår man, at mellem 5000 og 7000 biler af typerne Avensis, Camry, Corolla, Sportsvan og Yaris skal undersøges for, om airbaggen er defekt.
Ifølge pressechef hos Toyota Anders Tystrup er problemet i den lave ende af skalaen.
- Det er ikke noget større problem i Danmark. Det er cirka fem tusind til syv tusind biler, der er omfattet af det her. Det er airbags på passagersædet i op til 13 år gamle biler, der ikke lever op til vore høje kvalitetskrav, siger Anders Tystrup.
Hos Honda bliver 1000 biler indkaldt til undersøgelse for, om airbaggen er defekt. Det gælder modellerne Civic og CRV fra 2001-2003.
Har du en bil med en defekt airbag bliver den udskiftet gratis, oplyser Honda.
De defekte airbags er leveret af selskabet Takata.
/ritzau/