Tusindvis af danske boligejere risikerer at få en økonomisk lussing, hvis de sælger deres bolig nu og her.
Siden efteråret 2005 har mere end 100.000 boliger i Danmark fået nyt navn på døren. Af dem ville hver femte nu blive solgt billigere, end de blev købt, hvis de skulle sælges i dag. Det viser beregninger, som Dansk Ejendomsmæglerforening har lavet for DR Magasinet PENGE.
Det svarer til 20.000 boliger og kan betyde, at en del boligejere, der af en eller anden grund bliver nødt til at sælge nu og her, kan komme i problemer, siger lektor Jens Lunde fra Handelshøjskolen i København.
- Hvis boligpriserne begynder at falde, vil de pågældende komme i klemme, hvis de skal sælge og har belånt deres bolig op imod 100 procent, siger Jens Lunde til DR.
Han råder derfor kommende boligkøbere til altid at have luft i økonomien, så der er råd til ubehagelige overraskelser.
- Det er altid en god idé at have en opsparing, når man køber og sørge for ikke at belåne sin bolig 100 procent. Er man ikke i den situation, er man udsat, hvis man bliver syg, arbejdsløs eller konen render fra en, siger Jens Lunde til DR.
De faldende boligpriser har specielt ramt dele af København og Århus, men også boligejere i Kalundborg, Faxe, Nykøbing Falster, Hobro, Tønder, Kolding samt Sallingområdet må sande, at boligfesten forlængst er forbi.