For børn og barnlige sjæle er den megen sne en kærkommen lejlighed til at sætte fart under kælken. Men for bilisterne er kombinationen af sne og fart dødsensfarlig. Myndighederne advarer flere steder i landet danskerne om ikke at køre ud.
Samtidig har Falck og Dansk Autohjælp under de seneste to dages snestorm tilsammen haft op imod 16.000 udrykninger til bilister, der er skredet ud eller kørt fast i snedriverne.
»Det er noget af det vildeste, som vi nogensinde har oplevet. Vi har virkelig travlt. Det er meget voldsomt. Alt disponibelt mandskab er ude,« siger Lars Albæk, presseansvarlig i Dansk Autohjælp.
Myndighederne fraråder fredag eftermiddag al udkørsel i Nordjylland. Samtidig frarådes al unødig udkørsel på mindre landeveje i Holbæk, Kalundborg, Horsens, Århus, Roskilde og Nordsjælland.
Ifølge Lars Albæk er det ikke muligt at komme ud til alle med det samme.
»Hvis man har problemer med at komme ud af indkørslen, skal man ikke regne med at være første prioritet. Det vigtigste er at hjælpe dem, der sidder fast i sneen og for alvor er i problemer,« siger han.