Tusindvis af palæstinensere fra Gaza, som har arbejdet i Israel og på den israelsk besatte Vestbred, er blevet sendt hjem til de kaotiske forhold i Gazastriben, siger øjenvidner til Reuters.
BBC rapporterer, at den israelske regering har meldt ud, at ingen palæstinensere fra Gaza vil kunne arbejde i Israel.
Tusindvis af indbyggere i Gaza har særlige tilladelser af Israel til at arbejde uden for enklaven. Dem fik de før Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober.
Øjenvidner siger fredag til Reuters, at en del af disse indbyggere fra Gaza er på vej tilbage gennem Kerem Shalom grænseposten i det sydlige Gaza, der hovedsageligt bruges til almindelige kommercielle varer.
Premierminister Benjamin Netanyahus kontor siger i en erklæring, som blev udsendt sent torsdag, at "de arbejdere fra Gaza, som var i Israel den dag, hvor krigen brød ud, vil blive sendt tilbage til Gaza".
Arbejdere, som er vendt tilbage til den palæstinensiske enklave, siger, at de har været tilbageholdt og er blevet mishandlet af de israelske myndigheder efter Hamas-angrebet den 7. oktober.
- Vi plejede at servere mad for dem og arbejde for dem - i deres huse, i restauranter og på markeder - for de laveste lønninger. Til trods for dette blev vi også ydmyget, siger Jamal Ismail, en arbejder fra Maghazi-flygtningelejren i den centrale del af Gazastriben.
De indbyggere fra Gaza, der kommer fra den nordlige del af enklaven, må blive i syd, efter at de israelske styrker torsdag lukkede alle vej ifølge de palæstinensiske myndigheder.
//ritzau/AFP
/ritzau/AFP