Søndag samledes flere tusinde mennesker i Turkmenistans hovedstad, Ashgabat, for at vise deres respekt for landets afdøde diktator Saparmurat Nijazov også kendt som Turkmenbasji eller på dansk »Alle Turkmenernes Fader«.
Nijazov døde i tirsdags efter hjerteproblemer 66 år gammel. Han efterlader det centralasiatiske land i et rent magtvakum, for som de fleste diktatorer havde han ikke udpeget en efterfølger.
»Jeg er virkelig bange. Turmenistans fremtid er usikker efter præsident Nijazovs død,« siger en kvinde ved navn Olga til Reuters ved diktatorens begravelse.
Ifølge landets forfatning skulle parlamentets formand, Avazgeldy Ovezov, overtage præsidentposten i tilfælde af, at der skete noget med Nijazov. Men få timer efter hans død blev Ovezov anklaget for flere kriminelle handlinger og en mere tro Nijazov-støtte blev indsat i stedet. Så magtkampen i det fattige – men naturgasrige – land er begyndt.