Ifølge Børsen begynder den økonomiske krise nu for alvor at ramme, og konkursbølgen betyder, at flere end 50.000 job er i fare.
De seneste tal fra november viser, at 524 virksomheder gik konkurs. Det er mere end 70 procent flere end samme måned sidste år. Det tal er sandsynligvis på vej endnu højere op.
"Hvis det niveau, vi har set i november fortsætter i længere tid, står vi med et problem, som er så massivt, at man næsten ikke kan holde ud at tænke på det," siger Peter Hecht-Hansen, direktør i kreditforsikringsselskabet Euler Hermes til avisen.
Også Erik Skovgaard Nielsen, vicedirektør i Atradius, et andet af de førende kreditforsikringsselskaber, er bekymret for udviklingen.
"Vi ser, at antallet af konkurser kan blive fordoblet i 2009 i forhold til i år, svarende til op mod 7000 konkurser til næste år. Det vil ramme bredt. P.t. strammer det især til i detailbutikker, bygge- og anlæg, møbler, tekstiler og elektronik, og de kan få det endnu vanskeligere, fordi bankerne i stigende omfang er forsigtige med kreditgivningen," siger Erik Skovgaard Nielsen.