Et mylder af døde og levende kyllinger mødte onsdag morgen billister på hovedvej A13 mellem Bjerregrav og Møldrup nord for Viborg.
En anhænger med 5.000 kyllinger brød i brand under fragten af de levende dyr, formentlig fordi bremserne på anhængeren havde sat sig fast og var blevet overophedet.
I kaosset blev en dyrlæge tilkaldt for at slå de kyllinger ihjel, der ikke kunne overleve, mens de overlevne kyllinger blev læsset over på en anden lastbil, mens de døde skulle i en container.
"Det er temmelig kaotisk, og vi har tilkaldt politihjemmeværnet, som skal etablere en omkørsel, så morgentrafikken ikke går helt i stå," siger vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi ifølge jp.dk, midt i kyllingemylderet.