Hvad har strålende solskin, varme sommerdage ved stranden og H.C. Andersen tilfælles?
De er årsagen til, at både turister og odenseanere i 2006 valgte at søge oplevelser andre steder end hos lokale attraktioner som Odense Zoo, Brandts Klædefabrik og H.C. Andersens Hus.
Meget ringe besøgstal
Hos Odense Bys Museer, der står bag driften af blandt andet H.C. Andersens Hus og barndomshjem og Fyns Kunstmuseum, blev man overrasket over de lave besøgstal.
»Godt nok regnede vi med, at folk ville være mættede af H.C. Andersen efter fejringen i 2005, men jeg havde ikke forventet, at besøgstallene ville være så ringe,« siger overinspektør i Odense Bys Museer, Ejner Askgaard.
Han mener dog ikke, at man alene kan give den store digter skylden for de svigtende besøgstal.
Koster økonomisk støtte
»Det betyder også noget, at vi havde en god dansk sommer sidste år. For når solen skinner, har museer det altid dårligt,« siger han.
Ejner Askgaard fortæller, at de mange gæster, der valgte at tage på stranden med familien i stedet for at bruge tid på eventyrdigteren, har tyndet ud i økonomien.
For de odenseanske museer får økonomisk tilskud, alt efter hvor mange der går gennem tælleapparatet. Men de manglende kroner i kassen har dog ikke fået stor betydning for driften.
Et par af byens overnatningssteder blev også ramt på pengepungen i 2006.
»Det var det værste år, siden vi åbnede. Det var både folk med rygsæk og børnefamilier, der kom færre af,« siger Christine Nørgaard, der er daglig leder på Danhostel Odense City.
Et andet sted i byen, hos Danhostel Kragsbjerggård, havde man i 2006 næsten 8.000 færre overnatninger end året før.
Trætte af H.C. Andersen
»Jeg havde ikke ventet, at nedgangen ville være så stor. Det var særligt skoleklasser på lejrtur, der kom færre af. Jeg tror, at mange danskere var trætte af H.C. Andersen efter fejringen året før, og så skyldes det selvfølgelig også den varme sommer, der fik folk ud til kysten,« siger Steen Slot Knudsen, der forpagter Danhostel i Odense.
Hos turistbureauet VisitOdense tager turistchefen de faldende tal med ro.
»Når man har haft en stor event som HCA-fejringen, ser man for det meste en nedgang året efter. Det skete også i 1989, hvor Odense året inden havde fejret sit 1000-års-jubilæum. Og så er der jo ikke nogen, der går på museum, når det er meget varmt,« siger Barbara Whitmarsh, der er sikker på, at besøgstallene på byens museer vil stige igen snart.