Den omfattende generalstrejke, der har lammet Grækenland, rammer nu også danske turister.
I dag har danske turister måtte væbne sig med tålmodighed i Kastrup lufthavn, hvor to fly med kurs mod Grækenland har været forsinkede. Yderligere et fly er også udsat til i morgen, oplyser Cimber Sterling.
"Vi prøver at sno os ind og ud af græsk luftrum, så vi undgår de tidspunkter, hvor det er annonceret, at strejken lukker luftrummet. Vi har efterhånden lidt rutine i det, for de strejker temmelig meget dernede for tiden," siger marketingchef i Cimber Sterling, Stefan Vilner.
Ifølge ham må danskere, der har købt sommerferie til Grækenland, også forvente at blive ramt.
"Det er ofte relativt kortvarrige strejker, der forstyrrer flytrafikken. Grækerne er godt klar over, at de ikke kan blive ved med at lukke lufthavnen, for så bliver konsekvenserne alvorligere. Det er irriterende men sjældent alvorligt," siger han.
Generalstrejken og de demonstrationer, der lige nu foregår i Grækenlands hovedstad Athen, er reaktionen på den spareplan, parlamentet vil indføre, for at kunne få økonomisk hjælp fra eurolandene.
Det er især de helt almindelige grækere, der i sidste ende skal betale for en økonomiske krise i landet, og det er mange utilfredse med.
Hvis man skal med fly til Grækenland de næste par dage, så opfordrer flyselskaberne til, at man møder op til aftalt tid, selvom der i forvejen er blevet annonceret forsinkelser på grund af strejker.