Østaten Fiji i Stillehavet gør sig klar til at blive ramt af, hvad der kan vise sig at være den største cyklon, der har ramt de paradislignende ferieøer i over 20 år.
Det samme uvejr ramte i sidste uge Samoa, hvor det ødelagde mange hjem og dræbte fire personer i hovedstaden Apia.
Turister på mange af Fijis palmebeklædte øer er blevet evakueret, og myndighederne har opfordret folk til at søge ly i et af 60 nyoprettede evakueringscentre forud for den tropiske cyklon, der har fået navnet Evan.
Myndighederne forventer stærke vinde med vindstød på op til 270 kilometer i timer, heftig regn og mulige oversvømmelser, når Evan rammer i løbet af mandagen.
- Jeg kan ikke fastslå nok, hvor seriøst det her er. Alle fijianere vil blive berørt, siger premierminister Frank Bainimarama.
Han har beordret alle sine embedsmænd til at blive hjemme. Samtidig kører hospitaler på nødberedskab, og banker holder lukket.
Nogle områder har fået taget strømmen - som forebyggelse mod faldende elledninger.
Flyselskaber har aflyst flyvninger til og fra Fiji, og det betyder, at omkring 1900 besøgende er standet i landet.
Det er forventet, at Evan rammer mandag aften lokal cirka 70 kilometer vest for hovedstaden Nadi. Det er her, landets lufthavn ligger.
Australien og New Zealand har tilbudt assistance, og redningsarbejdere står klar til at sætte ind med hjælp.
/ritzau/Reuters