Den danske turistindustri går tilbage. Således ser det ud til, at vi alene i år kommer til at tabe godt en halv million overnatninger i alt.
Den danske tilbagegang er lidt overraskende set i lyset af, at turismeindustrien på verdensplaner boomer i disse år.
- Mens antallet af rejsende ikke alene på verdensplan, men også i nabolandene lige omkring os, er boomet, har vi lidt tab, siger Katia K. Østergaard, administrerende direkte i Horesta, der er brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turismebranchen.
FN's turismeorganisation, UNWTO, forventer, at antallet af turister på verdensplan i 2012 runder en milliard i dag, torsdag.
Det sker efter et år med en vækst på mellem 3,5 og 4 procent, særligt båret af fremgang i rejselysten hos kineserne og russerne.
UNWTO forventer, at antallet af rejsende i 2020 vil være steget yderligere til 1,8 milliard.
For den danske turistindustri er historien langt fra lige så rosenrød. En foreløbig opgørelse for 2012 viser en tilbagegang på 486.000 udenlandske overnatninger for perioden januar til og med oktober. Det svarer til et fald på 2,4 procent.
Ifølge Horesta er en væsentlig del af forklaringen er, at prisniveauet i Danmark er Europas højeste.
Eurostat har opgjort de relative priser for forbrugsgoder mellem EU-landene. Danmark skiller sig ud i opgørelsen ved at have et samlet prisniveau, der ligger 42 procent over EU-gennemsnittet og hele 54 procent over på hoteller og restauranter.
- De høje skatter og afgifter og de markant anderledes regler for erhvervslivets adgang til at afløfte momsen på hotelovernatninger i Danmark påvirker prisniveauet og skader vores konkurrencekraft markant, siger Katia K. Østergaard.
Hun mener derfor, at der er behov for at se på, hvordan turisterhvervets konkurrencemuligheder kan blive styrket.
- Der er eksportindtægter i milliardklassen på spil og dermed tusindvis af danske arbejdspladser, siger Katia K. Østergaard.
Det er blandt andet tyskerne og hollænderne, som svigter i stor stil. To andre store nærmarkeder, Norge og Sverige, ligger på samme niveau som i 2011.
Samtidig har Danmark svært ved at vinde markedsandele på de nye vækstmarkeder som Rusland og Kina.
- Vi har fremgang både på det russiske og kinesiske marked, men vi får ikke udnyttet mulighederne godt nok. Her er adgangen til at opnå visum en af de helt store barrierer, siger Katia K. Østergaard, der også peger på, at regeringen har valgt at skære i midlerne til markedsføringen af Danmark.
- Hvilket man kan kun undre sig over, når turisme samtidig er udpeget som et erhvervsområde med særligt vækstpotentiale, siger Katia K. Østergaard.
/ritzau/