Der var dømt ren kaos blandt repræsentanter fra pressen, da Lykke Friis (V) her til formiddag blev præsenteret som landets nye klimaminister.
Omkring 100 mediefolk fra aviser, radio og tv havde nemlig fundet vej til Amaliensborg Slotsplads til overdragelsen, der sender Connie Hedegaard (K) afsted mod en post som klimakommissær i Bruxelles.
Alle kæmpede for en plads på den smalle indkørsel, og det kostede Newspaq udsendte en tur i de kongelige brosten.
Trods kaos havde den nye klimaminister overskud til jokes og smil på læben.
"I modsætning til Lars kan jeg jo stave til lykke," konstatererde Lykke Friis med henvisning til statsministerens navn, der jo som bekendt staves med ø.
Samtidig var det en glad Connie Hedegaard, der den kommende måneds tid skal bestride posten som minister med ansvar for gennemførslen af FN's klimakonference i København.
"Jeg har jo dårligt kunne skjule, at jeg synes, at det internationale arbejde er enormt spændende. Så selv om det er en smule vemodigt at skulle rejse, så er jeg da glad," sagde hun på dronningens dørtrin til Newspaq og altså en hel del andre journalister.
På pladsen var også Helen Pedersen fra Nørresundby i Nordjylland. Sammen med en veninde var de på turist-gåtur i Hovedstaden, da de kom forbi al virakken. Og det skulle da lige opleves, når nu turen var gået den lange vej nordfra.
Den nye klimaminister - der har meldt sig ind i Venstre her til morgen for at kunne indtage den fine post - lader da også allerede til at have vundet den nordjyske tillid.
"Jeg tror, vi får glæde af hende. Hun synes, hun er meget bestemt, når hun taler. Hun står ikke og vakler med noget," sagde Helen Pedersen til Newspaq.