Tidligt søndag morgen mistede en yngre mand livet ved et bilsammenstød på Skodborghusvej syd for Vejen, oplyser politiet.
Den dræbte sad i en bil sammen med tre andre mænd. Under en u-vending blev bilen ramt i siden af en anden bil, hvorved de to forsædepassagerer blev slynget ud af bilen. Søndag morgen var det stadig uklart, om den dræbte havde kørt bilen eller siddet på forsædet ved siden af føreren. De to på bagsædet pådrog sig også kvæstelser ved den voldsomme ulykke.
I den bil, der ramte den anden bil, sad to personer. De blev angrebet af andre unge, der kom løbende ud af et hus tæt på ulykkesstedet. Den dræbte havde været til fest i huset, oplyser politiet.
De to måtte flygte fra stedet, men vendte dog tilbage, da politi og redningsmandskab var dukket op.