Den amerikanske tryllekunstner, illusionist og udholdenheds-kunstner David Blaine nøjes ikke med drømmene og lader det ligge der. Han fører drømmene ud i livet.
Og det har netop gjort igen. Med intet andet end næven om snorene til en klynge balloner steg han til vejrs og svævede hen over en del af ørkenen i den amerikanske stat Arizona.
Det halsbrækkende stunt kunne følges på YouTube.
47-årige David Blaine valgte at kalde sin nyeste bedrift for "Ascention" - på dansk opstigning.
Opstigningen skete ved hjælp af 50 ballonger fyldt med helium. Omkring en time senere slap han ballonerne og landede sikkert ved hjælp af en faldskærm.
Undervejs havde han planlagt at nå en højde på 18.000 fod, men endte helt oppe ved 24.900 fod, som svarer til cirka 7,5 kilometer.
Da David Blaine var landet sagde han, at ballonfærden var en fantastisk oplevelse.
Se hele Youtube-udsendelsen herunder - selve opstigningen begynder cirka 1.50.00 inde.
Tidligere bedrifter
Tidligere har David Blaine opholdt sig indkapslet i is i 61 timer og ladet sig begrave levende i en kiste med glaslåg. Her lå han under jorden og fik kun et par milliliter vand om dagen.
Han har også opholdt sig i en akrylboble fyldt med vand, hvor han i en uge fik mad og luft gennem en slange.
Et af de rigtig dumdristige stunts fra David Blaines side var, da han i godt 60 timer hang med hovedet ned i Central Park i New York.
Læger havde advaret om overhængende fare for, at Blaines hjerne kunne svulme op og blandt andet gøre ham blind.
Men David Blaine førte sin drøm ud i livet - og slap fra det i god behold.