Af indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, næstformand i Venstre.
I går
fremlagde regeringen tre planer, som slår fire fluer med et smæk: Flere hænder
på arbejdsmarkedet, bedre velfærd, klimaforbedringer og langsigtet ansvarlig
politik.
Den langsigtede økonomiske plan, den såkaldte 2015-plan, viser os, at
vi uden at hæve skatterne eller køre med underskud kan investere yderligere 50
mia. kr. i mere tidssvarende offentlige institutioner, for eksempel til skoler og
plejehjem, men især til nybyggeri og fornyelse af vores sygehuse.
Oven i det
beløb kommer ekstra penge ved frasalg af gammelt byggeri og
effektiviseringsgevinsterne ved moderne sygehuse med bedre arbejdsgange og
moderne udstyr.
Totalt kommer man tæt på de 100 mia. kr., der har været fremme i
debatten. Det rækker til en placering i verdenseliten. Vi fremlagde også
en Kvalitetsreform, som giver 180 bud på bedre kvalitet i den offentlige sektor.
Ideerne er blandt andet hentet fra brugere og medarbejdere og indeholder derfor
bedre ledelse, efteruddannelse og afbureaukratisering.
Endelig har vi fremlagt
en skatteplan, som fordeler 10 mia. kroner i skattelettelser til alle i arbejde
- og samtidig giver et løft til overførselsindkomster. Men det er ikke et mål i
sig selv at sænke skatten. Vi gør det for at skaffe 8.000-10.000 flere i arbejde
og for at føre en fornuftig klimapolitik ved at hæve afgifterne på energi. Så
tryghed, miljø og velfærd kan faktisk gå hånd i hånd, hvis man spiller sine
kort klogt.