England har trukket sig. Men Danmark holder ud. VM i den sydindiske by Hyderabad er ramt af terrortrusler, men Danmarks egen Peter Gade føler sig ikke usikker.
Ifølge DR Sporten tænkte danskeren hverken på bomber eller terrorister i forbindelse med første-runde-kampen ved VM i den sydindiske by Hyderabad, hvor han slog ukraineren Valery Atrashchenkov 21-11, 21-16.
"Selvfølgelig har jeg og de andre danske spillere været bekymrede og usikre, men der er sket utrolig meget det sidste døgns tid. Der er politifolk og militær over alt - både på hotellet og i hallen. Så det ser ud til, at det internationale badmintonforbund og myndighederne har godt styr på situationen, og jeg føler mig sikker på nuværende tidspunkt," siger han til DR Sporten.
I næste runde på onsdag venter japaneren Sho Sasaki.
Ifølge Peter Gade er han en rigtig god og habil spiller, men danskeren har dog haft et godt tag på ham, de gange de har mødtes.