En kun 14-årig dansk dreng er nu tilbageholdt af poltieit, efter at han har på et chatroom på internettet har truet med at være hovedpersonen i en dansk skolemassakre i Helsingør.
Ifølge chefpolitiinspektør Flemming Drejer fra Nordsjællands Politi ville den 14-årige ifølge chatten gå amok med skydevåben mandag kl. 12.
"Han skrev skolens navn, dato og tidspunkt og efterfulgte det med ordene: Wish me luck," fortæller han ifølge flere medier.
Sagen har naturligvis givet anledning til stor bekymring i lyset af skolemassakren i Tyskland for nylig.
Men nu bliver drengen altså afhørt på politistationen i Helsingør, og politiet ransager drengens bolig for at finde mulige våben.
Flemming Drejer siger imidlertid, at det indtil videre tyder på, at der er tale om drengestreger.
"Drengen er dybt ulykkelig, og han har ikke haft dømmekraft til at kunne gennemskue konsekvenserne af disse trusler," siger Drejer ifølge TV 2 News.
Det var en norsk ung mand, der gjorde politiet opmærksom på chatten.
"Den 14-årige har åbenbart chattet på et lille lukket netværk, som den norske borger har haft adgang til. Han ringede så til politiet med sin mistanke, og de kontaktede os," siger Flemming Drejer.
Ifølge politiets oplysninger truede den 14-årig med at skyde elever eller ansatte på Rønnebærskolen i Helsingør.