Trusler og vold i psykiatrien bidrager til personaleflugt, viser en undersøgelse lavet af organisationerne Yngre Læger og Overlægeforeningen.
Undersøgelsen er foretaget blandt alle speciallæger i psykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien. 54 procent af dem har deltaget i undersøgelsen.
Tallene viser, at 42 procent har været udsat for trusler eller truende adfærd de seneste 12 måneder.
Fem procent er blevet overfaldet på arbejdet. I halvdelen af overfaldene har der været brugt våben.
Det vigtigste skridt i at skabe mere en mere sikker arbejdsplads er at styrke behandlingen, lyder det fra organisationerne, der repræsenterer lægerne.
- Så længe, vi ikke får ressourcer til at tilbyde ordentlig, langvarig og stabil behandling, vil medarbejderne i psykiatrien være udsat for en sikkerhedsrisiko, der er større, end den burde være.
- Det er veldokumenteret, at vold i høj grad skyldes manglende behandling og støtte til mennesker med svær psykisk sygdom. Mange har store problemer med alkohol- og stofmisbrug, som er utilstrækkeligt behandlet, siger Susanne Wammen, formand for Overlægeforeningen, i en pressemeddelelse.
Det er især på de mest udsatte afdelinger i retspsykiatrien, hvor organisationerne kalder på bedre sikkerhed.
I sommeren 2023 blev en medarbejder dræbt på Psykiatrisk Center Glostrup på den københavnske vestegn.
24 procent af de speciallæger i voksenpsykiatri, som nu arbejder i privat regi, oplyser, at vold og trusler har medvirket til, at de har forladt den offentlige psykiatri.
Undersøgelsen er foretaget blandt 1129 speciallæger, hvoraf 615 har besvaret den. Flest speciallæger i voksenpsykiatrien har besvaret undersøgelsen.
/ritzau/