Advokater for præsident Donald Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn har tirsdag bedt en dommer om ikke at sende Flynn bag tremmer for at have løjet om en samtale med en russisk topdiplomat.
Advokaterne argumenterer for, at Michael Flynn har viet sin karriere til sit land og taget ansvar for en "ukarakteristisk fejl i sin dømmekraft".
Således mener den tidligere rådgivers advokater, at et års betinget fængsel samt samfundstjeneste er en passende straf for at have løjet over for agenter for det føderale forbundspoliti, FBI.
Anmodningen om en betinget dom kommer, en uge efter at Robert Mueller, lederen af den såkaldte Rusland-undersøgelse, opfordrede til at lade Michael Flynn slippe for fængselsstraf.
Ifølge Robert Mueller har Flynn hjulpet undersøgelsen så væsentligt, at han bør undgå fængsel, når han i næste uge modtager sin dom.
Michael Flynn har 19 gange ladet sig udspørge af Muellers hold, som har fået til opgave at undersøge en påstand om, at den russiske regering forsøgte at påvirke udfaldet af præsidentvalget i USA i 2016.
Flynn var kortvarigt national sikkerhedsrådgiver for Trump i Det Hvide Hus, men efter bare 24 dage trak han sig fra posten den 13. februar 2017.
Det skete, efter at det kom frem, at han havde vildledt både vicepræsident Mike Pence og FBI om en samtale, han havde haft med Ruslands daværende ambassadør i Washington.
For lidt over et år siden tilstod Flynn at have løjet over for FBI om samtalen.
Michael Flynn er en pensioneret general, som har tilbragt tre årtier i den amerikanske hær, herunder fem år i kamp.
Tirsdag udtalte han i en erklæring, at han har samarbejdet med anklagemyndigheden, fordi det var "det bedste for min familie og mit land".
Michael Flynn bliver den første embedsmand fra Det Hvide Hus, der modtager en straf i Rusland-undersøgelsen.
Donald Trump har betegnet undersøgelsen som en "heksejagt" mod ham.
/ritzau/AP
/ritzau/AP