Præsident Donald Trump vil ifølge AP ophæve den grundlovsfæstede ret til amerikansk statsborgerskab for alle børn, som bliver født i USA.
- Vi er det eneste land i verden, hvor en person kan komme ind, få en baby og så bliver dette barn borger fra USA i 85 år med alle de fordele, som følger med, siger Trump i et interview med netavisen Axios.
Udspillet fra Trump kommer få dage før midtvejsvalget den 6. november.
Under valgkampen har Trump lagt stor vægt på at begrænse indvandring, og præsidenten mener, at hans valgløfter om blandt andet at få opført en mur ved grænsen til Mexico vil kunne mobilisere mange af vælgerne i hans bagland.
Både Canada, Mexico og en lang række andre lande har dog samme ordning som USA til trods for Trumps udsagn.
I interviewet nævner Trump muligheden for, at han kunne træffe beslutningen på egen hånd.
- Jeg har altid fået at vide, at det ville kræve en forfatningsændring at lave det om, men jeg ved nu, at det ikke er nødvendigt. Jeg ville kunne træffe beslutningen selv, siger han.
Trump redegør ikke nærmere for, hvornår han vil forsøge at få en sådan beslutning ført ud i livet ved et såkaldt dekret. Men han siger, at jurister i Det Hvide Hus er ved at bearbejde hans udspil.
Politiske iagttagere siger til CNN, at en afgørelse i sagen blive op til den amerikanske højesteret.
/ritzau/AP
/ritzau/AÅ