Præsident Donald Trump vil nominere den tidligere justitsminister William Barr til at blive ny leder af justitsministeriet. Det siger Trump til CNN.
Trump, der talte kortvarigt med journalister på vej ud af Det Hvide Hus, bekræfter, at Bill Barr - "en af de mest respekterede jurister i landet, en højt respekteret advokat og tidligere justitsminister i Bushadministrationen, et fantastisk menneske" - bliver nomineret til ny justitsminister.
- Jeg kendte ham ikke indtil for nylig, hvor jeg skulle gennem processen med at se på mulige kandidater. Han var mit valg nummer et fra første dag. Han er respekteret af både Republikanere og af Demokraterne, siger Trump og tilføjer:
- Han vil blive nomineret til posten som USA's justitsminister, og denne proces vil forhåbentlig gå hurtigt.
AP skriver, at Trump vil nominere hærens stabschef, general Mark Milley, til sin næste militære rådgiver.
Hvis han bliver godkendt af Senatet vil Milley afløse general Joseph Dunford og blive forsvarets stabschef. Milley er veteran fra Irak og Afghanistan.
Dagen efter midtvejsvalget den 6. november afskedigede Trump sin justitsminister Jeff Session.
Derefter blev Matthew Whitaker indsat som fungerende justitsminister, hvilket har skabt problemer for præsidenten, da han skulle have været godkendt af Senatet.
Whitaker kom dermed til at føre tilsyn med den såkaldte Rusland-undersøgelse, som tidligere FBI-chef Robert Mueller står i spidsen for.
Mueller blev i maj bedt om at undersøge, om Rusland har blandet sig i præsidentvalget i 2016, hvor Trump blev valgt.
Whitaker har tidligere kritiseret omfanget af Muellers undersøgelse og nævnt muligheden af at skære i bevillingerne til undersøgelsen.
/ritzau/